Online informationsmøde på master i it
Ønsker du at styrke dine faglige kompetencer inden for it-sikkerhed, mircoservices, business intelligence eller indlejrede systemer, så du bliver endnu mere kompetent til dit arbejde? Eller måske du ønsker at gå en ny karrierevej og derfor søger nye faglige kompetencer?
Hvis ja, så tilmeld dig master i it's online informationsmøde på linjen i softwarekonstruktion. Her kan du høre om efterårets 4 fagpakker på linjen og møde fagenes centrale undervisere, der kort vil fortælle om indhold og udbytte.
Mødet henvender sig både til dig, der overvejer at læse på master i it og igangværende studerende på uddannelsen.
Tidspunkt
Mandag 22. marts fra kl. 14.00 - 15.15.
Mødets dagsorden
- Præsentation af master i it, og herunder hvordan det er at læse på uddannelsen, ved udviklingschef ved It-vest, Bettina Lundgaard Hansen.
- Præsentation af den aktuelle fagpakke Netværkssikkerhed ved professor ved Aalborg Universitet Jens Myrup Pedersen.
- Præsentation af den aktuelle fagpakke Business Intelligence: Analyse af store databaser ved lektor ved Aalborg Universitet Christian Thomsen.
- Præsentation af den aktuelle fagpakke Indlejret software til realtime- og IoT-systemer ved lektor ved Aalborg Universitet, Brian Nielsen.
- Præsentation af den aktuelle fagpakke Microservices og DevOps ved lektor ved Aarhus Universitet, Henrik Bærbak Christensen.
Du kan undervejs stille oplægsholderne spørgsmål via chatten.
Tilmelding og det praktiske
Tilmeld dig det online møde via dette link. Frist for tilmelding er mandag 22. marts kl. 12.00.
Informationsmøde vil foregå via Zoom. Du vil få tilsendt et link kort inden mødets afholdelse.
OBS: Din e-mail-adresse vil kun blive brugt i forbindelse med indkaldelse til dette online informationsmøde, og vi vil derfor slette din e-mail efterfølgende.
Om master i it
Masteruddannelsen i it henvender sig til medarbejdere i private og offentlige virksomheder, der beskæftiger sig med it. Uddannelsen er erhvervsrettet og udbyder en bred vifte af fag. Vores mål er, at du skal få viden og kompetencer til at gøre det, du gør, bedre, og til at kaste dig over nye it-relaterede opgaver!
Fælles for fagpakkerne Netværkssikkerhed, Business Intelligence: Analyse af store databaser, Indlejret software til realtime- og IoT-systemer og Microservices og DevOps er, at de udbydes i efteråret 2021 og har ansøgningsfrist 1. juni.
Masteruddannelsen i it udbydes af Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet.