Masterprojekt

Ønsker du at tage en hel master i it, skal du afslutte dit uddannelsesforløb med at skrive et masterprojekt. Læs mere om den afsluttende opgave her.

MG 0081

Indhold

Samlet består masterprojektet af et skriftligt arbejde og en mundtlig prøve (forsvar af det skriftlige arbejde). Masterprojektets omfang er 15 ECTS - det samme som en fagpakke, og det normale er at afsætte et halvt år til opgaven.

Du får tilknyttet en vejleder fra det universitet, hvor du vælger at lave dit masterprojekt.

Du kan med fordel overveje at arbejde sammen med 1-2 andre studerende om masterprojektet. I kan hjælpe hinanden med at læse tekster igennem, diskutere og holde hinanden i gang i processen.

Uanset om du skriver alene, eller I er flere sammen, får du til eksamen en individuel bedømmelse for dit masterprojekt.

Masterprojektet vil oftest være den sidste aktivitet, du gennemfører som masterstuderende, men dette kan efter aftale fraviges, så du gennemfører projektet parallelt med den sidste af dine tre fagpakker.

Hos universiteterne kan du læse mere omkring indhold, eksamen m.m. i forbindelse med dit masterprojekt.

Master i it har desuden fået udviklet en guide til masterprojektet, hvor du kan finde gode råd bl.a. omkring skriveprocessen, brug af vejledning og akademisk metode.  

Mastertitlen 

Når du har afleveret dit masterprojekt og bestået den mundtlige eksamen, opnår du titlen Master i it eller på engelsk Master of IT.

Afhængigt af dit valg af linje kan du bruge titlen

  • Master i it, softwarekonstruktion (Master of IT, Software Development)
  • Master i it, interaktionsdesign og multimeder (Master of IT, Interaction Design and Multimedia)
  • Master i it, organisation (Master of IT, Organization)

Du får udstedt et eksamensbevis for den samlede masteruddannelse fra det universitet, hvor du har gennemført masterprojektet. Beviset er på både dansk og engelsk.

Dimissionsfest 

En gang om året, som regel i september, fejrer master i it årets dimittender på uddannelsen. Fejringen består af en god middag med taler og mulighed for at hilse på sine medstuderende. I studieåret 2023/2024 færdiggjorde i alt 20 studerende en hel Master i it, og til dimittendfesten deltog halvdelen af dem i årets fejring, der foregik i Aarhus.

Foto: Gruppebillede fra dimissionsfesten d. 26. september 2024. 

Dimittendfest 2024