Michael modtager ambassadørpris

23. oktober modtog Michael Ustrup master i it’s ambassadørpris, dels som en anerkendelse af hans flotte resultater under uddannelsen, og dels som en særlig tak for hans aktive indsats som alumne. 

I7A2583 Copy

Det allerbedste er, når min undervisning gør en mærkbar forskel 

I slutningen af oktober fik Michael Ustrup overrakt master i it’s ambassadørpris. Prisen er en anerkendelse af de flotte resultater og det store engagement, han har udvist, både undervejs og efter afslutningen af hans master i it. Mød Michael Ustrup i dette portræt og bliv klogere på hans passion for it-sikkerhed, vidensdeling og kajakroning. 

23. oktober 2024 fik Michael Ustrup overrakt ambassadørprisen på master i it i forbindelse med en konference i Aarhus arrangeret af It-vest, der står bag den vestdanske efter- og videreuddannelse.  

Michael Ustrup, der til daglig arbejder som Chief Systems Engineer hos Systematic, er blevet udpeget til at modtage ambassadørprisen af flere grunde. Som studerende på master i it opnåede han flotte resultater og bidrog aktivt med sin faglige viden i undervisningen, og som alumne har han i flere omgange givet værdifuld sparring til udvikling af nye fagpakker og holdt it-sikkerhedsfaglige oplæg i regi af It-vest. Derudover har han formået at omsætte sin viden fra master i it til en række fastlagte undervisningsforløb for sine kolleger hjemme i Systematic og således evnet at mangedoble værdien ved sin masteruddannelse. Om modtagelse af prisen siger han: 

”Jeg er meget glad og beæret over at få ambassadørprisen. I dag bruger jeg halvdelen af min arbejdstid på at undervise mine kolleger i blandt andet teknisk it-sikkerhed og trusselsmodellering, områder jeg har studeret på master i it. At mit arbejde under og efter uddannelsen bliver værdsat på den her måde, det er da prikken over i'et.”

 

NemID åbnede op for en ny verden 

Siden 2007 har Michael Ustrup arbejdet hos Systematic, som udvikler software og systemløsninger til kunder inden for b.la. sundhedssektoren, Forsvaret og den offentlige sektor. At han skulle blive ekspert i it-sikkerhed i den store internationale it-virksomhed med hovedsæde i Aarhus, havde han ikke forudset. Han forklarer: 

”I 2011 kom jeg på et nyt projekt, hvor jeg skulle integrere NemID med e-nettet – en finansiel aktør, der leverer integrationssoftware til alle bankerne i Danmark. På det tidspunkt var NemID helt nyt herhjemme, og it-sikkerhed, som var en integreret del af opgaven, var et helt nyt område for mig.”

I Michael Ustrups arbejde med NemID gik det op for ham, at it-sikkerhed var en kæmpestor, ny og spændende verden. Da de efterfølgende opgaver, som havnede på hans bord, også krævede viden om it-sikkerhed, var det naturligt, at næste skridt blev et masterfag på deltid i sikker softwareudvikling. Han fortæller: 

”I 2016 begyndte jeg på min første fagpakke, softwaresikkerhed, på master i it, og jeg valgte den af ren og skær faglig interesse. Til at begynde med regnede jeg ikke med at tage en hel master, da jeg i forvejen kom med en kandidatuddannelse i datalogi. Det skulle dog vise sig, at jeg ville blive bidt af at tilegne mig ny viden inden for den it-sikkerhedsfaglige verden, og derfor står jeg i dag med hel specialisering i it-sikkerhed.”

PF 2153 Copy

Softwaresikkerhed kræver, at man får alle med ombord

Da Michael Ustrup begyndte på master i it, stod det klart for ham, hvor vigtigt det er, at alle involverede kolleger i et projekt er med om bord fra starten, når man skal planlægge og udføre en sikker softwareudviklingsproces fra start til slut. Han uddyber:

”Jeg kunne se, hvor sårbart det var, hvis det kun var mig, der vidste noget om softwaresikkerhed, og derfor begyndte jeg at stykke et kursusforløb sammen for mine kolleger. I takt med, at jeg har taget flere fag på master i it, har min undervisning i Systematic også udvidet sig.” 

Michael Ustrup kommer fra en familie, hvor flere har en læreruddannelse, og undervejs på datalogi-studiet var han også selv studenter-underviser for yngre studerende. 

”Da jeg begyndte at undervise mine kolleger, opdagede jeg, hvor givende det er at rykke andre rent fagligt, måske underviser-kasketten ligger lidt i mit blod. Det giver mig virkelig energi at se folk flytte sig, og det er samtidigt også en god måde, hvorpå jeg selv kan holde mig skarp og opdateret på,” forklarer han. 

Udover at undervise, udvikler Michael Ustrup også bl.a. sikkerhedskomponenter til e-nettet, og han trives bedst med en afvekslende arbejdsdag. 

”Entusiasme smitter, og skulle jeg undervise hver dag, ville jeg nok få svært ved at holde energien oppe. Det fede ved mit arbejde er netop, at det er så afvekslende, og lige meget hvad jeg beskæftiger mig med i Systematic, så trækker jeg på min master i it, den har virkelig været guld værd.”

 

Ud under åben himmel

Michael Ustrup bor i Stavtrup sydvest for Aarhus, og den bedste vej til arbejde er via cykelstien rundt om Brabrandsøen. 

”Jeg er et kæmpe sportsmenneske, og min cykeltur hver morgen er vigtig for mig. Derudover elsker jeg at ro i kajak i min fritid, jeg har efterhånden roet alle danske kyster, det vil sige cirka 7000-8000 kilometer,” fortæller han. 

I samme ombæring lægger Michael Ustrup ikke skjul på, at han er et stort konkurrencemenneske, dog kæmper han mest imod sig selv. Med konkurrence-genet følger der, ifølge ham, også en høj grad af vilje og perfektionisme med – en kombination, som uden tvivl er rigtig god, når man beskæftiger sig med sikkerhed i software.

 

Om master i it-ambassadørprisen

Prisen uddeles i anledning af, at universitetssamarbejdet It-vest fylder 25 år i 2024. Det er første gang, prisen bliver overrakt, og udover Michael Ustrup, har Line Gardum Andersen, dimittend fra linjen i organisation, også modtaget prisen. 

Det er uddannelsens to koordinationsudvalg, bestående af undervisere fra de tre vestdanske universiteter, der har peget på Michael Ustrup og Line Gardum Andersen som de rette prismodtagere. 

Tekst: Lene Bæk Jørgensen, oktober 2024. 

Om Michael Ustrup  

Uddannelse, bl.a.: 

2023: Færdiggjorde en hel Master i it i it-sikkerhed på linjen i softwarekonstruktion bestående af fagpakkerne: 

Skrev masterprojekt med titlen: Creation of a Software Security Program for Systematic A/S with focus on the Threat Modelling Process and its Automation into a Tool named the Threat Modelling Wizard. 

2006: Uddannet datalog fra Aarhus Universitet 

Ansættelser: 

Siden 2007 ansat hos Systematic. Da portrættet blev skrevet i oktober 2024, bar Michael Ustrup titlen Chief Systems Engineer. I dag er hans titel: Software Security Architect. 

I7A2718 Copy