Jens Myrup modtager Undervisningsprisen 2022

Jens Myrup Pedersen_fotograf Jacob Kjersgaard

Jens Myrup Pedersen modtager fornem undervisningspris

Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed på Aalborg Universitet og underviser på master i it, er modtager af Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris 2022. 

– Jeg er utrolig glad og taknemmelig for at modtage denne undervisningspris, det er virkelig en ære. I forbindelse med prisen er det vigtigt for mig også at takke mine top-engagerede studerende, kolleger og øvrige netværk for løbende gensidig sparring og videndeling, de er uden tvivl en væsentlig grund til, at jeg står her i dag.

Det fortæller Jens Myrup Pedersen. Han er en af i alt syv undervisere på videregående uddannelser, der i år modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris. I Danske Universiteters indstilling af professor Jens Myrup Pedersen til vinder af Undervisningsprisen 2022, står der bl.a.: 

– Jens Myrup Pedersens primære forskningsområde er cybersikkerhed, og hans nysgerrighed som forsker smitter af på hans indsats som underviser, hvor han gør et kæmpe arbejde for at udbrede viden om og interesse for feltet, bl.a. som spydspids for udviklingen af AAU’s nye kandidatuddannelse i Cybersikkerhed. Inden for sit felt beviser han, hvordan et instrumentelt fag kan få betydning for udvikling af bevidste samfundsborgere. Fx sætter han fokus på emner som bæredygtighed gennem projektet ”EPIC”. Her arbejder studerende med projekter baseret på FN’s verdensmål i samarbejde med studerende fra hele verden.

Populær underviser og tidligere prismodtager

Professor Jens Myrup Pedersen har mange jern i ilden. Udover at undervise fuldtidsstuderende på Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, træner han Det Danske Cyberlandshold, er en flittig foredragsholder, og så er han også tilknyttet masteruddannelsen i it, hvor han er den primære underviser på fagpakkerne Netværkssikkerhed og Teknisk it-sikkerhed for generalister.

At Jens Myrup er en dygtig og inspirerende underviser vidner desuden tidligere priser om. I 2020 fik han overrakt prisen som årets underviser på Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet, og i 2021 modtog han Det Obelske Familiefonds Undervisningspris.

Om valget af Jens Myrup Pedersen som vinder af Det Obelske Familiefonds Undervisningspris udtalte formanden for fondet John Tønnes blandt andet:

- Jens er en guru inden for digital undervisning og læring. Han gør brug af en lang række digitale platforme, både til kommunikation og til undervisning, og er særdeles fleksibel og dynamisk i samarbejdet med de studerende. På den måde inspirerer og motiverer han de studerende til at tænke selvstændigt (kilde: pressemeddelelse 07.06.2021 fra Aalborg Universitet):

Om undervisningsprisen

I en nylig udsendt presseinvitation i forbindelse med årets prisoverrækkelse skrev Uddannelses- og Forskningsministeriets bl.a. følgende om Undervisningsprisen:

- En god underviser kan gøre en forskel for sine studerende resten af deres liv og karriere. Og med Undervisningsprisen 2022 hyldes syv undervisere fra hele landet for deres faglige passion og nærvær i undervisningen. Deres gode relation til de studerende kan endda få flere til at blive på studiet.

Læs mere om undervisningsprisen

Læs Aalborg Universitets nyhed om Undervisningsprisen, der bl.a. indeholder en video med Jens Myrup og billeder fra prisoverrækkelsen. 

I forbindelse med Undervisningsprisen har Mette Dahlgaard fra Uddannelses- og Forskningsministeriet skrevet et portræt af Jens Myrup Pedersen, hvori der bl.a. står: 

"Jens Myrup Pedersen slipper sit iværksættergen løs i den akademiske verden og sender gerne sig selv og studerende på opdagelsesrejser. Og så hylder han til alle tider fællesskaber, for sammen kan vi udrette fantastiske ting."

Læs hele portrættet (tryk her), der også indeholder en video med Jens Myrup Pedersen. 


Foto: Søren Kjeldgaard 

Jensmyruppedersen1web
Vejledning?

Har du spørgsmål til fx. optagelse eller valg af fagpakker, er du velkommen til at kontakte It-vests udviklingschef Bettina Lundgaard Hansen. 

Se kontaktoplysninger
Luk denne besked